close
Livsstil

3 grøntsager, der sætter fut under dit helbred

Sunde drikke

Vi siger pænt tak og på gensyn til den netop overståede jul og hilser januar – eller slankemåneden – velkommen. For det er, hvad januar betyder for rigtig mange danskere. Julen varer ikke lige til påske, for ind imellem kommer fasten. Oven på julens julefrokoster og julemiddage – med and, flæskesteg eller kalkun, brun sovs, brune kartofler, gerne nogle franske kartofler, toppet af med en skål risalamande efterfulgt af kaffe, kage og konfekt – er de fleste af os vist klar på at trække lidt i madhåndbremsen og geare lidt ned til det nye år, der begynder. For helt ærligt, kartofler vendt i smør og sukker? Bare ved tanken om det stiger kolesteroltallet. Og der kommer jo en december igen, vi skal være klar til – og inden da en sommer, hvor det kunne være rart at smide de nyligt erhvervede ekstra kilo, når vi skal ud og flashe hvide hudfolder på de danske strande.

 

”Lækker mad-kavalkaden” må tage en ende, selvom det var hyggeligt, mens det varede, og vi må tage en kold tyrker og erstatte julens lækre delikatesser med det grønne, det grove – det sunde. Men hvor skal jeg overhovedet starte, tænker du nok. Vi holder det simpelt og giver dig tre gode tips til grøntsager, der sætter fut under dit helbred – og din 2017-krop.

 

Broccoli – den berygtede børnefjende

Broccoli er rigtigt sundt. Det er en grov, mørk grøntsag, og den indeholder et hav af gode vitaminer, herunder A-, C-, B- og E-vitaminer, og som om det ikke er nok, er den også rig på jern. Broccoli er en form for kål, og vi ved fra nyere forskning, at kål viser sig at være særligt effektivt til at forebygge kræft. Og selvom broccoli er børnenes ”enemy number 1”, er der meget at vinde ved blot at tilberede den efter smag og behag – for eksempel som mos a la kartoffelmos eller ovnbagt med salt. En anden mulighed er at lave sunde smoothies med broccoli. Der er bøger eller blogs fulde af smoothie opskrifter, der bruger broccoli.

 

Rød peberfrugt – C-vitaminets dark horse

Rød peberfrugt er fuld af C-vitamin. Faktisk er den så spækket med lige netop dette vitamin, at den overgår citroner og appelsiner – citrusfrugter, som de fleste ellers forbinder med et højt indhold af C-vitamin. Derfor er rød peberfrugt god til at styrke immunforsvaret og forebygge sygdom. Der er forskellige måder at bruge rød peberfrugt på i din madlavning – du kan enten lave en salat, bage den i ovnen, stege den med andre grøntsager på panden i en gang soyasauce, eller bare spise den, lige som den er!

 

Grønne bønner – bossen af sunde grøntsager

Bønner er et rigtigt godt udgangspunkt i enhver sund madlavning, fordi de er rige på B-vitamin, men også E-vitamin, C-vitamin, jern, selen kalk og folat. Folat er der ikke så mange, der kender, men det er et vigtigt B-vitamin, som indgår i kroppens celledelingsprocesser. Sidst men ikke mindst er bønnerne fulde af antioxidanter. Antioxidanter bliver forbundet med at kunne beskytte mod kræft, men der er ikke fuld konsensus i forskningen på dette punkt. Rigtig god appetit!


Warning: Cannot assign an empty string to a string offset in /var/www/fosh.dk/public_html/wp-includes/class.wp-scripts.php on line 447

Warning: Cannot assign an empty string to a string offset in /var/www/fosh.dk/public_html/wp-includes/class.wp-scripts.php on line 447